• VORES VISION

Dansk vinproduktion af international kvalitet

Skal dansk vinproduktion blive en succes, er vi nødt til at gøre os umage. Denne tilgang har vi til alle processer i vinfremstillingen. På Neder Kjærsholm Vingaard foregår produktionen på den mest nænsomme måde. Eksempelvis bliver alle druer plukket i hånden, inden de køres ind i vores eget vineri, hvor de bliver håndsorteret. Omstikning af vinen – dvs. omhældning på andre tanke i produktionen for at fjerne bundfaldet sker ved tyngdekraftens hjælp i stedet for pumper.  Dette sker for ikke at stresse vinen unødigt og for at bevare så mange aromaer som muligt i vinen.

Alle vores vine bliver naturligvis opbevaret ved optimal temperatur gennem hele processen fra druen plukkes til vinene forlader Neder Kjærsholm Vingaard.

Dansk vinproduktion med internationale samarbejdspartnere

Vinproduktion i Danmark har gennem tiden haft et dårligt ry blandt forbrugerne. Mange har haft den opfattelse, at man ikke kan lave god vin i Danmark. Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi ikke har haft tradition for dansk vinproduktion. Danmark blev først officielt et EU-vinland i år 2000. Siden da er det gået stærkt – desværre med meget svingende kvalitet til følge.

Det var vigtigt for os at komme godt fra start, og samtidig havde vi brug for alt den viden, vi kunne få, så vi kunne leve op til vores vision om at lave vin i topklasse. Derfor allierede vi os tidligt med internationale eksperter. Således har den i vinverdenen meget kendte Marie von Ahm hjulpet os i opstarten. Den meget dygtige og anerkendte vinbonde Abi Duhr fra Luxembourg har bistået os i arbejdet med vores rød- og hvidvine samt roséerne. Jacques Marquette, som er 6. generations winemaker i Champagne har været en kæmpe hjælp i arbejdet med vores mousserende vine på vingården. Deres store viden og erfaring har en enorm indflydelse på, at vinenes niveau er så højt. Abi og Jacques er stadig tilknyttet vinproduktionen på Neder Kjærsholm Vingaard.

Danske druer kræver tid

Rødvin, der er lavet på ”danske druesorter” er meget skarpe, tillukkede og syrerige de første år. På Neder Kjærsholm Vingaard frigiver vi ikke vinene, før kvaliteten er i orden til at drikke. Her skiller vi os ud fra mange andre danske vinavlere. Det er derfor, at vores rødvine lagrer 5-7 år, inden de sælges. Vores hvidvine og roséer får også lov at ligge lang tid, inden de frigives. De er dog klar indenfor 2-3 år.


Dansk vinavler med nye produkter

At drive vingård i Danmark er ingen dans på roser, og vi må hele tiden søge ny viden og lære af vores fejl, ligesom vi løbende afprøver nye teknikker og udvider produktporteføljen. Vi startede med rødvin, hvidvin og rosé. Senere kom der druebrændevin og mousserende vine i produktion. Det seneste skud på stammen er mousserende æblevin af egne æbler samt solbærrom og solbærlikør.