På Neder Kjærsholm Vingaard er vi drevet af at lave gode vine, men vi ønsker ikke kun at lave dansk rødvin, hvidvin og rosé. Vi har således også iværksat produktion af druebrændevine, mousserende vine lavet på druer og æbler samt solbærrom og -likør. Kendetegnende for alle produkterne er, at de er produceret med kvalitet i fokus.
Vinene får nyt navn hvert år
Fremfor at vinene blot skifter årgang løbende, får alle årgange sit eget navn – et navn, der tager udgangspunkt i en begivenhed eller hændelse på vingården i det pågældende år. Den første kommercielle produktion fra 2013 fik navnet Mariehønen, fordi vineriet nærmest blev invaderet af mariehøns under høsten – på vægge, på loftet, i druepressen…
2014-årgangen bærer navnet Dicte, som er barnebarn til ejeren af vingården. Hun var i en alder af 2 år med til at plante den første vinstok tilbage i 2009. Det var meningen, at den første vin skulle have hendes navn, men der var desværre ingen druer på hendes plante i 2013.
Vinene fra 2016 hedder Sweet Sixty, fordi Thorbjørn, ejeren af Neder Kjærsholm, blev 60 år dette år. De mange solskinstimer i august og september 2016 bevirkede, at dette år blev det første i vingårdens historie, at sukkerindholdet i druerne var så højt fra naturens side, at der ikke skulle tilsættes druemost i fremstillingen af vinen, som man oftest gør i danske vine for at opnå en lidt højere alkoholprocent.
Sommeren 2018 blev den mest solrige og mest nedbørsfattige i umindelige tider. Disse forhold tvang vinstokkene til at hente næring helt nede fra de efterhånden meget dybe rødder. Dybe rødder i den danske historie har Dronning Margrethe II også. Hun beærede Neder Kjærsholm med et officielt besøg i 2018. Som en hyldest til hende prydes vores etiketter fra 2018 med hendes yndlingsblomst; margueritten.


